Den gode smag af Thy Blog

En projekt der "brander" Thy gennem råvarer og ressourcer – en god historie!

En kogebog skabes…

Duften af lammesteg fylder hele køkkenet. Solen vælter ind ad vinduerne og bader alt i lys. Aggerlys vel at mærke. Det lys man kun kan opleve her. Tæt på havet. Og klitterne.
Hyben bliver kvadret, havtorn cremet ind i smør fra Dragsbæk, mens lyngen fra Nationalpark Thy overhældes med eddike.
Anita Klemensen og Lars Thomsen har indtaget Michael Rubys køkken i Agger og deres fantasi leger med de mange ingredienser fra Thy, som nationalparken og forskellige producenter har bidraget med. I løbet af i dag og i morgen kreerer Thypigen og stjernekokken Anita Klemensen op mod tyve nye retter fra Thy – og skabelsesprocessen er skøn at være vidne til.

Alt i mens kokken funderer, finder på og prøver sig frem, foreviger fotograf Mette Johnsen retterne på rustikke materialer. Drivtømmer. Mosefund. Lerfade. Skifer. Lyset i Agger er perfekt til fotografering i dag. Vi er heldige. Også selv om efterårsvinden isner os.

Pressen er interesseret. To direkte radiointerviews fra morgenen af i P4 Midt & Vest, live i TV/Midt-Vest og et indslag i aften. Thisted Dagblad har selvfølgelig også været forbi, for at opleve hvordan Anitas første kogebog bliver til.

Madkomponisten fortsætter tryllerierne resten af dagen og i morgen med. Så skulle råmaterialet til den nye kogebog ”Thy til sanserne” være klar.

Glæd jer!

Så går det løs: Anita kommer til Thy og komponerer nye retter

Så går det løs! På tirsdag den 28. september 2010 kommer stjernekokken Anita Klemensen (kendt fra Restaurant 1. th. og den Røde og Gule Cottage i Klampenborg) til Thy for at komponere en hel række nye retter med udgangspunkt i ingredienser fra Thy og Nationalpark Thy.

De nye retter præsenteres i kogebogen “Thy til sanserne”, som krydres med interviews og profiler af personer og virksomheder i Thy.

Hele dogmet er: Virksomheder i Thy, råvarer fra Thy og perlebesætning fra Thy skal fortælle den gode historie om alle sanselighederne i Thy.

Der bliver tale om en lækker, værdifuld gemmebog af højeste kvalitet og teamet bag er derfor naturligvis den lokale grafiske designer Troels Schwarz – www.superschwarz.dk – og fotografen Mette Johnsen – www.mettejohnsen.dk – der skal fotografere samt journalist Jeanette Lund – www.jeanettelund.dk, der skal servere teksten.

Karin Korsgaard er projektlederen, der styrer det hele i hus med fast og kyndig hånd og idemanden bag det hele er Kong Gulerod; Michael Ruby.

Bogen udkommer den 1. december  2010, så nu behøver du ikke bekymre dig om årets julegave til familie og venner.

Vil du sikre dig eksemplarer af bogen som for eksempel til julegave i din virksomhed, så kontakt Michael Ruby for en aftale.

Anita og cottagerne i Klampenborg

Lige som jeg stod der og ringende på døren til Restaurant 1th, bag ved Det kongelige Teater, så skete der noget helt andet. Som de fleste nok ved, så har kokken Anita Klemensen sagt ja til at lave alle de lækre retter af ingredienser fra Thy og det har hele tiden været et scoop for projektet, at netop Anita, som kommer fra Thisted ville være med.

Og at hun driver Restaurant 1th i København er bestemt en kvalifikation. Ja, så sker der hverken værre eller bedre (som man sagde i De sorte Spejdere i P3), at Anita finder på noget nyt!

Anita har simpelthen flyttet sin arbejdsplads til Den røde Cottage og Den gule Cottage i Klampenborg, hvor det nu er ude midt i den skønne natur, man kan finde Anitas restaurant. Anita er her gået i kompaniskab med Lars, som er partner i restauranten og jeg besøgte Anita en fin dag med solskin efter regn og skoven stod skønnere og friskere end nogensinde. For en der bor ved havet, er det jo lidt specielt at gå i en løvskov, hvor der ikke findes blæst eller tegn på naturens hærgen. Forfriskende anderledes.

Den røde Cottage

Udenfor Den røde Cottage lå der friskplukkede Karl Johan svampe og indenfor var der travlhed i køkken og restaurant. Der skulle forberedes og dækkes op. Anita fandt dog tid til mig og mit besøg og inden længe fik jeg også hils på Lars, som faktisk sagde ja til at komme med til Thy og lave mad sammen med Anita.

En god snak om råvarer og hvad skal vi lave og hvilke ingredienser får vi til rådighed. Anita er vild med at lave retter, hvor der er – som hun selv siger det – Nationalpark i hver eneste ret!

Året går jo sin gang og hvis vi skal nå at lave nogle spændende retter i år, så er det ved at være på høje tid. Derfor har vi aftalt, at Anita og Lars kommer til Thy og laver mad sidst i september. Og vi fik aftalt mulige retter, sandsynlige ingredienser og jeg ser meget frem til at se Anita og Lars trylle i et køkken.

Anita og Lars kommer i øvrigt til Stenbjerg den 4. september (det er lige om lidt) og laver mad i forbindelse med “Smag på Thy” arrangementet, som er et andet og spændende arrangement her i Thy – se dette link: Smag på Thy.

Læs i øvrigt mere om Anita og Cottagerne i Klampenborg – klik her!

Eller endnu bedre – besøg dem selv og smag!

Køb Thisted Dagblad i dag!

Det kan godt være, at ting tager tid. Og det kan godt være at tålmodigheden ind imellem kan blive sat på en prøve.

Og alligevel så er der dage, hvor solen skinner, selv om det er gråvejr – og sådan en dag er det i dag.

For nogle dage siden fik jeg at vide, at LAG Thy-Mors havde indstillet projektet til at modtage støtte, hvilket betyder, at det nu ligger til godkendelse i hovedorganisationen og det er normalt et temmeligt godt tegn på, at projektet kan blive godkendt til støtte. Det ser jeg frem til med glæde.

Sørme om der så ikke også ringer en journalist fra Thisted Dagblad, der gerne vil høre mere om projektet og det er da helt igennem dejligt, at en ansøgning til LAG, giver genlyd til medierne.

Derfor så er det altså i dag I skal købe Thisted Dagblad, for her kommer en omtale af projektet.

Så kan himlen være nok så grå – solen skinner altid i Thy!

Smag på Danmark

Denne gang bliver det kort. Danmarks Radio har kørt en udsendelse “Smag på Danmark”, som sætter fokus på de unikke kvaliteter omkring mad, der findes i Danmark.

Et uddrag af teksten “Og der er øl og oksekød fra Fur; kartofler fra Venø; gæs fra Sejerø, honning og birkesaft-is fra Skarø; vin og galloway kvæg fra Årø; syltetøj, pølser og lam fra Strynø og æbler, cider, snaps og most fra Fejø.”

Læs om udsendelsen her og downlad eventuelt den podcast, der er lagt ud.

Se også Smag på Danmarks website – klik her

Se også Smag på Thy – klik her

Endnu mere Nationalpark

Jamen har han da ikke skrevet om Nationalparken før?

Jo, det har jeg faktisk og alligevel kan tingene udvikle sig endnu bedre end først antaget.
Så her kommer endnu en positiv oplysning vedr. vores projekt “Thy til sanserne”.

I sidste uge havde jeg den glæde, at præsentere bestyrelsen for Nationalpark Thy for dette projekt og efter en kort præsentation og en runde med spørgsmål, gik bestyrelsen i tænkeboks for at tage en beslutning.

Og allerede her kan jeg da oplyse, at når vi skulle en runde mere med Nationalpark Thy, så var det fordi jeg var blevet opfordret til at medtage den smagsevent, der hedder “Smag på Thy”. Ikke at forveksle med nærværende projekt.
Se deres website – KLIK HER

National udsigt

Det lød som en spændende opfordring og selvfølgelig vil jeg meget gerne tilgodese de skønne kræfter, der arbejder i Thy, som kan forenes med Thy til sanserne.

Bestyrelsen vedtog at sige ja til at samarbejde med vores projekt – også med den nye udvidelse og det giver jo hele projektet endnu mere karaktér og helhed.

Det er virkeligt dejligt at mærke så solid en opbakning fra så stor en medspiller. Og nu får jeg endda hjælp fra flere personer fra bestyrelsen idet flere bestyrelsesmedlemmer, sætter deres viden og erfaring til rådighed. Kan det blive bedre?

Gå i øvrigt ind og se på Nationalpark TV, det er et kig værd – KLIK HER

Den smukke årstid

Vi er nu endelig på vej ind i den smukke årstid, hvor alting springer ud og bliver sanseligt. Pigerne springer ud i fine sommerkjoler og mændende springer ud i faldskærm. Nye turister i Thy springer ud i oplevelserne og sanseligheden. Vi springer videre ud i arbejdet med vores projekt.

Projektet med arbejdstitel “Den gode smag af Thy” er i dag endelig døbt til at hedde “Thy til sanserne”.

Det der indtil i dag har været et bogprojekt, er nu et større projekt, hvor bogen stadig indgår som før, den er nu en del af en større enhed, hvor vi også skal lave web, blog, tagging QR codes, sms tjenester, skiltning og så videre. Det bliver et spændende brandingprojekt, som ikke stopper med en bogudgivelse i efteråret. Vi vil holde en web og en blog flydende med opdateringer og relevant materiale om sanselige Thy.

Lige nu går vi efter et pressemøde i efteråret, hvor vi blandt andet vil præsentere den bog vi har snakket om, som bærebølge i projektet.
Vi er stadig modtagelig for gode idéer og du skriver bare til michael@konggulerod.dk hvis du kan og vil bidrage.

Heden i Nationalparken

Til inspiration, kan man her læse indledningen til projektet:
“Thy er et vidunderligt område med natur, kultur, mennesker og erhverv, der er ganske unikt. Thy har en rigdom og  en mangfoldighed, som sjældent ses andre steder i Danmark. Vi kan se på andre steder i Danmark, at hvis man står sammen og udvikler sit eget særpræg, så vil resten af Danmark dreje hovedet og kigge den rigtige vej.

Hvem kender ikke Bornholm i dag for andet end klippeø?
Borholmerhane, Borholmervin, Bornholmerglas, Bornholmerkeramik. I dag nikker forbrugeren andekendende når man møder navnet i en køledisk.

Hvem kender ikke Læsø i dag, for andet end en smuk ø at cykle rundt på?
Læsø sydesalt, Læsø plejeprodukter, Læsø Wellness, jomfruhummere, økologisk skinke og så videre.

Begge steder er turismen et stort emne.

Hvad kender vi Thy for i resten af Danmark?
Ud over Nationalparken?”

Den historie skal fortælles…